Pedersborg og Bromme kirker

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Gud blæser sin kirke i gang

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”
Læsning fra Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 1-4

Hejs troens sejl.
De første medlemmer af kirken huskede, hvordan det var begyndt. Først et kraftigt vindstød og derefter tunger af ild, som fordelte sig på hver enkelt af dem. Sådan have Gud blæst sin kirke i gang. De havde fået ånd og inspiration til at tale om Gud for alle mennesker. De havde fået ånd og inspiration til at leve i et stærkt fællesskab, hvor man tog sig af hinanden og inviterede andre inden for. Det hele var begyndt med tydelige pinsetegn, og derfor huskede de, at det var Guds ånd, som holdt dem i gang.
Mange mennesker lider under forestillingen om, at vi skal klare alting selv. Derfor kæmper de også med selv at finde og vedligeholde troen. Det er ikke let. Nogen har sammenlignet det med at ro en båd over Atlanterhavet ganske alene. Men i stedet for at kæmpe med årene, kan man hejse sejl og lade vinden blæse båden mod målet. Vi kan hejse troens sejl og lade Guds ånde fylde det. For ligesom Gud satte sin kirke i gang med et kraftigt vindstød, så sender han stadig sin Ånd for at vi skal kende ham og blive inspireret til at tage os af hinanden.
Guds pinseånd gør troen mulig. Ånden hjælper os med Guds ord i Bibel og bøn. Ånden lærer os Gud at kende og gør det klart, hvordan vi skal leve sammen. Det gælder stadig, at Gud puster til os.

Lars P

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Jesus beder Gud om at give os kærlighed

Inden tilfangetagelsen bad Jesus:
” Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 17 vers 25-26

Om kærligheden
En dag kom den kinesiske haves ejer og sagde til bambusplanten: Bambus, jeg  kan bruge dig. Bambusplanten spredte sine grene, så at den så endnu smukkere ud og sagde: ”Herre jeg er parat!” Ejeren sagde: Hvis jeg ikke fælder dig, så kan jeg ikke bruge dig! Der blev helt stille i haven. Alle lyttede.

Så sagde bambusplanten: Hvis ikke du fælder mig, så kan du ikke bruge mig? Nej, sagde ejeren.
Godt sagde bambusplanten, så fæld mig. Og lidt efter lå den på jorden. Så sagde ejeren, hvis ikke jeg skærer dine grene af, så kan jeg ikke bruge dig. Igen var der ganske stille, ja selv den sagte susen i træerne hviskede: han kan kun bruge den, hvis grenene skæres af. Godt, sagde bambusplanten igen, så skær mine grene af, for jeg vil gerne være til nytte. Igen løftede ejeren sin økse, og nu lå der kun den slanke stamme af bambusplanten tilbage.
Se sagde ejeren, hvis ikke jeg skærer dit hjerte ud af dig, så kan jeg ikke bruge dig. Hvis du har taget mine grene, og du har fældet mig, så kan du også tage mit hjerte ud af mig, sagde bambusplanten, blot jeg kan blive til gavn og nytte. Og så flækkede ejeren bambusplanten på langs og tog marven ud, og så tog han de to halvdele af stammen med hulningen efter marven på ryggen og gik ud af haven.
Uden for haven var der en kilde. Her anbragte han den ene ende af den første del af bambusstammen, han lagde den næste i forlængelse af den første, og tilsammen nåede de hen til en tilplantet mark. Snart begyndte vandet fra kilden at løbe gennem renden til marken, og snart grønnedes marken.
Nu, sagde ejeren, nu er du virkelig til nytte og gavn.

Lars P

I 2. fase af Danmarks genåbning efter corona-epidemien holder vi gudstjenester med begrænset deltagerantal ( 37 kirkegængere i i Pedersborg kirke og 17 i Bromme kirke) og med 2 meters afstand mellem deltagerne. Dog kan kirkegængere med daglig nær kontakt sidde tæt i kirken. Afstandskravet på 2 meter er gældende, hvis vi synger, og synges skal der! Først om Kristus der fra sin plads ved Faderens højre side er os alle nær og derefter søndagssalmer om troen og håbet og kærligheden. Altså gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag i Bromme kl 9 og Pedersborg kl 10:30 samt søndag samme tider.

Sundhedsmyndighedernes afstandskrav skal overholdes, og det kan blive nødvendigt af afvise nogen ved døren. Hvis du på forhånd ønsker at vide, at der er plads til dig, kan du med fordel tilmelde dig gudstjenesten på lpo@km.dk eller 5783 0534. Du får svar inden gudstjenesten. Viser tilmeldingerne for stort deltagerønske, vil vi tilbyde flere gudstjenester.

Vær opmærksom på, at covid-19 smittede personer skal isolere sig hjemme.

Lars P

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Jesus sidste bøn

”Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til….Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”.
Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 17 vers 1-5 og 11

Mere handling, mindre snak.

Der er måske ikke så mange her på vores egn, som kender Benedikt af Nurcia. Men man kender Ringsteds største kirke, Sankt Bendts, opkaldt efter Benedikt. Og det var munke fra Benedikts klosterorden, som grundlagde klosteret og dermed byen Sorø. Benedikt huskes mest for de forskrifter, han skrev for livet i et kloster. I Benedikts regel lægges vægt på, at munkene deler deres tid mellem fordybelse i Guds ord og praktisk arbejde. Begge dele. En senere tid har sammenskrevet vejledningen i ordene ”bed og arbejd”.
Nogle steder forfaldt munkene imidlertid til den opfattelse, at bøn og Bibellæsning er vigtigere end praktisk arbejde. Vi kender alt for godt varianten, at der ofte snakkes mere end der handles.

Det evangelieskrift, som vi nu en række søndage har læst fra, indledes med en poetisk beskrivelse af, at Gud ville tale, så han handlede. Ordet fik krop i Jesus Kristus. Og i dag hen mod slutningen siger Jesus selv, at han har fuldført Guds gerning. Derpå beder han Gud tage sig af dem, der nu i handling har set Guds Ord. For selv om Jesus er Guds handling, så ser vi ham igen og igen samle håb og styrke i den stille bøn til Faderen. Det er som opskriften på en cirkelbevægelse også for os. I meditationen over Guds ord får vi at vide, at vi skal tage os af hinanden. Og midt i omsorgen for hinanden søger vi bønnen for at finde fornyet tro, håb og kærlighed.

Fordybelse og meningsfuld handling hører sammen. Eller som de sagde i klostrene: Bed og arbejd. Begge dele.

Lars P

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Jesus gør Guds vilje

Jesus sagde:

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 8 vers 28-32

Den ophøjede nyder respekt. Vi kender ham.

Når idrætsudøveren får guldmedaljen hængt om halsen, er det som regel kulminationen på mange års drøm og træning. Medaljen giver anerkendelse og berømmelse. Ophøjelsen til medaljeskamlens øverste trin viser omverdenen, at hun eller han har det i sig.

Det ligger i idrætskampens natur, at kun de få opnår medaljens berømmelse. Men der er andre måder af blive ophøjet på. Forfremmelse, kontant udbetaling eller mange følgere i medierne f.eks. ”Så ved de, hvem jeg er”, kan den ophøjede tænke.

Det var de samme ord Jesus brugte. Han kaldte sig selv for Menneskesønnen: Når I får ophøjet Menneskesønnen, så vil I vide, hvad jeg indeholder og står for. I vil vide, at jeg gør Guds vilje, sagde Jesus. Tilhørerne kendte ham allerede fra hans gerninger, men de kunne ikke forstå, hvad han mente med ophøjet. Ikke før den afgørende påske. Da så og hørte de, at Jesus ikke blev ophøjet på en medaljeskammel eller med mange likes i Facebook. Jesus blev ophøjet på et kors. Hans ophøjelse var at dele vilkår med dem, der er alt andet end ophøjede. De fordømte, de lidende, de sørgende og de bange.

Når I får mig ophøjet, vil I vide, hvem jeg er, havde Jesus sagt. Ja, vi ved, at Jesus er ham, der følger os helt derud, hvor vi ikke kan følge hinanden. Vi ved at Gud ikke har forladt os, selv når det hele brænder på. Vi ved det fra hans Søns ”ophøjelse”.

Lars P

https://www.facebook.com/pedersborgkirke/videos/2975796342487335/UzpfSTEwMDAwNDkwNjIzNDc4MzpWSzoxMDE1NzA5MTY5ODA3MjIzMQ/

Lyt til en af de smukkeste forårssalmer: Det dufter lysegrønt af græs, sunget i Pedersborg kirke af Sofie

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

I en tid hvor vi ikke må se hinanden

Jesus er vejen!

Jesus sagde:

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-7

Kan man tro på Gud uden at være religiøs?

Der er religiøse mennesker, som har en særlig sans for at mærke Guds nærvær. De mærker måske, at Kristus ligger sin hånd på deres skulder. Eller de kan gøre sig fri af det jordiske i bønnens fordybelse i Guds ord. Men sådan har vi det ikke allesammen, og det har Gud taget højde for, da han lod sin Søn blive menneske.

Thomas var en af de apostle, som Jesus selv havde udvalgt. Thomas var ikke spirituelt begavet. Han troede på det, som han kunne se eller blive overbevist om med logiske argumenter. Sådan som han kunne se Jesu ord og gerninger udvirke kærligheden mellem mennesker. Derfor fulgte han Jesus. Nogle af Jesu ord blev dog for meget religiøs tågesnak for Thomas. F.eks. når Jesus talte om, at han måtte forlade disciplene for at gøre pladser rede til dem. Vi, der kender evangeliet må tro, at Jesus talte om såvel pladser i Guds Rige efter vores død som om den opgave, apostlene skulle overtage efter Jesu himmelfart. Jeg må forlade jer for at I kan få den kærlighed til hinanden, som jeg har til jer.

Det var for ukonkret for Thomas. Han havde som sagt ikke sans for den slags. Hvordan kan vi komme hen, hvor du er Jesus? sagde han. Vi kender ikke vejen. Jo, svarede Jesus, I kender mig. I kender mine gerninger. I kender vejen.

Vi ved, at det ikke dæmrede for Thomas lige med det samme. For det var ham, der efter Jesu opstandelse krævede at se hullerne efter korssømmene i Jesu hænder. Ellers kunne han ikke tro, at den dræbte Jesus var opstået. Derpå viste Jesus sig for Thomas og lod denne stikke en finger i de åbne sår!

Erfaringen var tilstrækkelig fysisk for Thomas. Han blev den første, der bekendte sin tro på, at Jesus er Gud. Og han fortsatte med at fortælle om sin meget konkrete tro. Langt mod øst i Iran, ja måske helt ovre i det fjerne Indien. Thomas var ikke spirituelt religiøs. Men han kendte den kærlighed og omsorg, som Jesus udbredte mellem mennesker. Og han havde set, hvordan Jesus i angst og smerter deler vores død for at tage os med ind i Guds rige. Troen på en handlende Gud forandrede Thomas liv.

Lars P

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker
I en tid hvor vi ikke må se hinanden

Jesus, er du Kristus?
Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.
Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 10 vers 24-31

Sikkert ikke
Den amerikanske sangskriver Susan Werner synger finurligt om sin tro. En af sangene hedder ”Probably not”. Du kan måske høre den her:

Umiddelbart er Werners sang en af mange overfladiske afvisninger af Guds eksistens. Er der en Gud over os? er der evig kærlighed? spørger sangeren og fortsætter: Er der et hjem i himlen? Vil vi hen ad vejen være der alle sammen? Sikkert ikke. Sikkert ikke.

Og hvad med det der med påske, den tomme grav og disciple, der havde set Jesus? Sikkert ikke. Sikkert ikke. Men med et glædesglimt i øjet kommer så sidste vers: Hvad nu hvis jeg har taget fejl, og Gud har været der hele tiden? Vil jeg afslå tilbuddet, når han rækker mig en himmelsk krone? Sikkert ikke. Sikkert ikke.
Jøderne, som på tempelpladsen stillede sig op foran Jesus var ikke i tvivl om Guds eksistens. Selvfølgelig er Gud der. De tvivlede dog på, at Jesus skulle være Kristus. Spørgsmålet kom på tale, fordi hele det kollektive håb handlede om en konge sendt af Gud. En frelser der kunne skabe fred og lykke, nærhed mellem Gud og mennesker. De kaldte deres håb for Guds salvede eller bare Den Salvede. Det hedder Kristus på græsk. Var Jesus, tømreren fra Nazaret, som stod over for dem med de bare fødder i sandalerne, Kristus?
”Jeg kan kun svare med henvisning til mine handlinger”, sagde Jesus. Ja, netop! De havde hørt om det. De havde hørt, at Jesus gav udstødte mennesker plads i fællesskabet. De havde set ham rette ryggen på skamfulde mennesker ved at give dem Guds tilgivelse. Ja, de havde lagt mærke til, hvordan Jesus fik velbjærgede mennesker til at dele med de fattige. Sådan kan Gud ikke være, sagde de på tempelpladsen, og de ville stene Jesus for blasfemi.
Men hvad nu hvis Jesus er bringer af Guds fred? Hvad nu, hvis det er, som Jesus siger? Altså at vejen til Paradis går gennem overbærenhed og barmhjertighed og kærlighed. Hvis han tager os i hånden, fordi vi ikke kan denne nye livsstil selv? Vil vi så sige nej til hans hånd. Benægte at han er Kristus. Sikkert ikke. Sikkert ikke. Vi kan finde ud af det ved at give det en chance.

Lars P

Læs indlægget som pdf. 2. søndag efter påske

1. søndag efter påske

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

i en tid hvor vi ikke må se hinanden.

Jesus og Simon Peter

” Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: » Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 21 vers 15-19

Svigte-Peter var god nok.

Simon Peter er en af mine helte. Fra portrætter i kunsten husker jeg ham som en stor, stærk og følsom mand. I Bibelen har jeg lært Peter at kende som en handlingens mand. Peter snakker ikke så meget. Han handler.

Peter havde lovet at stå last og brast med Jesus, og da soldaterne kommer snigende i den mørke aften for at tage Jesus til fange, trækker Peter et sværd for at forsvare Jesus. I første hug ødelægger Peter en af fjendernes øre, hvorefter Jesus stopper Peter: Stik dit sværd i skeden. Jesus kæmper ikke selv, men helbreder den sårende.

Oplevelsen slår den store fisker ud af kurs. Senere på natten, da Peter bliver genkendt, afviser han totalt at kende noget til Jesus. Inden hanens galen varsler morgen, har Peter 3 gange benægtet sit tilhørsforhold til Jesusbevægelsen. Min helt har svigtet sin tro og hengivenhed over for Jesus.

Johannesevangeliet har to afslutninger. I den første afslutning berettes der om, hvordan Maria Magdalene, Johannes og netop Peter påskemorgen finder Jesu grav forladt. En uge senere viser Jesus sig for alle de skræmte disciple. I anden og sidste evangelieafslutning har Peter tilsyneladende genoptaget sit fiskerierhverv. Det med Jesus gik jo ikke. Men så, der ved søens bred møder Jesus atter Peter. Holder du af mig? spørger Jesus, hvortil Peter svarer: Det ved du jo. Og i en gradvis udvisken af de tre fornægtelser langfredagsmorgen får Peter lejlighed til at gentage sin hengivenhed 3 gange. På samme måde svarer Jesus 3 gange med noget, der i vores sprog kunne hedde: Pas på min kirke!

Peter får ikke blot Jesu totale tilgivelse af sit svigt. Han får også en vigtig – den vigtigste rolle i kirken. Og Peter påtager sig opgaven. Udslaget kom, da Peter erkendte og troede på Jesu totale tilgivelse af det fatale svigt.

Med Jesu korsfæstelse så det ud , som om alting var styrtet i grus. Men netop der kastede Peter al sin Gudstro og handlekraft ind i at udbrede troen, håbet og kærligheden.

Simon Peter er min helt og Jesus Kristus er min Herre.

God søndag.

Lars P

Se den her som PDF fil 1. søndag efter påske